topimg1.jpg

Vedtægter

topimg1.jpg

 

Vedtægter for den Selvejende institution 
Skårup Kultur- og Idrætscenter


§ 1 Navn
Skårup Kultur- og Idrætscenter er en selvejende institution beliggende på matr. nr. 1-f, Vejstrupgård Hovedgård, Skårup, Åbyvejen 43A, 5881 Skårup.

§ 2 Formål
Institutionens formål er at drive Centret til brug for kultur og idræt. Institutionen skal forestå udlejning, det daglige tilsyn og driften i det hele taget, idet Centret som det fremgår, er indstiftet som en selvejende institution som ene berettiget og ene forpligtende. 

§ 3 Tilhørsforhold
Den selvejende institution Skårup Kultur- og Idrætscenter er tilknyttet det af Svendborg kommune nedsatte haludvalg,  og derved er forpligtet overfor de i udvalget til enhver tid gældende vedtægter og bestemmelser.

§ 4 Bestyrelse
Institutionen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, hvoraf 1 udpeges af Skårup Sogns Borgerforening og 1 person udpeges af Skårup Idrætsforening, de resterende 5 vælges på den årlige  generalforsamling for 2 år ad gangen. Første år er 4 medlemmer på valg efter lodtrækning. Bestyrelsen består af:

  • Formand
  • Næstformand
  • Kasserer
  • Sekretær
  • Medlem
  • Medlem
  • Medlem

Bestyrelsen konstituerer sig selv senest 1 måned efter generalforsamlingen. Bestyrelsen vælger selv sin formand og fastsætter sin dagsorden.

Bestyrelsen har ledelsen af institutionen, såvel med hensyn til udlejning, pasning og vedligeholdelse, samt den forretningsmæssige ledelse med hensyn til fastsættelse af leje, ansættelse af medhjælp o.s.v.

Institutionen tegnes af formand, næstformand og kasserer, der tilsammen udgør forretningsudvalget. Beslutningssager i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal.

§ 5 Generalforsamling
Generalforsamlingen er institutionens øverste myndighed og er, når den er lovligt indvarslet, altid beslutningsdygtig.

Der afholdes en årlig generalforsamling i marts måned. Der indkaldes med 2 ugers varsel og bekendtgøres ved annoncering i de elektroniske medier samt ved opslag i Skårup Kultur- og Idrætscenter.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde skriftligt senest 14 dage før mødet.

Generalforsamlingen udgøres af medlemmer af Skårup Sogns Borgerforening, Skårup Idrætsforening og aktive brugere af centeret, som er fyldt 18 år, dog således at hver person kun har 1 stemme. Valgbare er ligeledes medlemmer af Skårup Sogns Borgerforening og/eller Skårup Idrætsforening og/eller aktive brugere af centeret.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

  • Tilkendegivelse af de fremmødte repræsentanter.
  • Valg af dirigent, referent og stemmetællere.
  • Bestyrelsens beretning.
  • Fremlæggelse af regnskabet.
  • Orientering om budgettet.
  • Indkomne forslag.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer
  • Skårup Sogns Borgerforening og Skårup Idrætsforening har hver 1 plads i bestyrelsen, som deres formand eller dennes suppleant indtager. Der vælges derudover 5 bestyrelsesmedlemmer, 3 personer i lige år og 2 i ulige år.
  • Valg af suppleant.
  • Evt.

Valg til bestyrelsen gælder for 2 år. Valg af suppleant gælder 1 år.

En ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 50 af valgbare medlemmer skriftligt begærer dette.

§ 6 Regnskab
Institutionens regnskab følger kalenderåret (1. januar – 31. december). Revisionen foretages af en af  Svendborg kommune godkendt revisor.

Institutionens budgetter og regnskab skal indenfor nærmere angivne frister, hvert år, indsendes til godkendelse i Svendborg Byråd.

§ 7 Vedtægtsændring
Ændring af disse vedtægter kan ske efter afstemning på en generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Vedtægtsændringer skal derefter for at være gyldige godkendes af det fagudvalg, hvor Haludvalget henhører.

§ 8 Opløsning
Opløsningen af Den selvejende Institution Skårup Kultur- og Idrætscenter skal efter samme regler som for vedtægtsændringer godkendes af det fagudvalg, hvor Haludvalget henhører.

Midler der måtte være tilstede tilfalder Svendborg kommune.

Foranstående vedtægter er ændret den 23.marts 2015 og afløser vedtægter for Den selvejende Institution Skåruphallen godkendt den 2. marts 1994.

Formand for Skårup Kultur- og Idrætscenter: Bo Tune
Dirigent: Maria Rolskov

 

Seneste generalforsamling

Referat af generalforamling I Skårup Kultur og Idrætscenter tirsdag, den 29. marts 2016
Kulturcafeen, Åbyvejen 43 5881 Skårup. 

1.  Valg af dirigent, referent og stemmetællere.
Michael Bjørn blev valgt. Flemming og Arne blev stemmetæller.

Bestyrelsens beretning.
Hvordan går det med Folkeaktier. Vi sælger stadig folkeaktier, da det giver 20% rabat i lejeprisen af lokaler.

S.K.I. Beretning generalforsamling 2016.
Bestyrelsen har arbejdet ihærdigt på at udvikle de muligheder de nye rammer har givet os. Vi har haft fokus på at centeret skal opleves som ”byens torv”. Dvs et sted hvor alle i lokalområdet unge som gamle kan mødes og være med i et fællesskab omkring de mange aktiviteter der foregår her på stedet.

Det er f. eks. glædeligt at se at Skårup kunstgruppe kan bruge foyeren og udstille forskelligt kunst året igennem.

Skårup Musikforsyning sørger også for nogle gode oplevelser 4 gange om året med deres Mad og Musik arrangementer. Der har været god tilslutning, og vi håber de fortsat har succces med deres arrangementer.

Der har været en del udlejninger af de nye lokaler, og hermed menes Kulturcafeen, Tweenklubbens lokaler og vores mødelokaler.

Hallen er godt udlejet i hverdagene, men der er en del ledig tid i weekenderne, så der skal vi se på om der kan ske noget mere.

Tweenklubben og Ungdomsklubben har fundet sig godt tilrette, og er begejstret for de nye rammer. De fungerer godt i et fællesskab i deres lokaler. Hallen bliver også brugt flittigt af klubberne, og det er jo dejligt at der på den måde måske skabes interesse for idrætslivet.

”Dans for 2” er et hit, og er forhåbentlig kommet for at blive. En kort men intens periode med festdans og derefter afdansningsbal med hyggespisning.

Biblioteket har stadig et markant bedre udlån end før de flyttede her til centeret, men I må meget gerne låne mere, så politikerne ikke bliver i tvivl om vi fortsat skal have et bibliotek her om 8 år når den nuværende lejeperiode udløber.

Kulturcafeen fik nyt liv i 2015, hvor en gruppe frivillige meldte sig til at prøve at få mere aktivitet i cafeen. Det er gået godt, og mange arrangementer er blevet gennemført. Vi har dog hele tiden brug for at nye frivillige melder sig under fanerne!

Nogen vil måske undre sig over at frivillige skal være med til at drifte Skårup Kultur og Idrætscenter. Forklaringen er ikke enkelt, men den korte version er at vores mål med at bygge dette center var og er stadig at det er mere end bare en kommunal idrætshal. Det er som jeg startede med at sige et sted hvor hele lokalområdets borgere skal kunne mødes i et fællesskab, udfolde sig i en aktivitet eller få sig en på opleveren.

Det kræver mere end det vi kan sætte de lønnede medarbejdere til, så derfor frivillige til de opgaver der har med at skabe nogle gode kulturoplevelser.

Vi rummer i dag brugere fra dagplejebørn til seniorgymnastik fra stille idræt til unge der larmer med musik og boldspil – og mange gange på samme tid af dagen. Det giver nogle gange nogle sammenstød, men det giver også forståelse for hinanden og kendskab til hinanden i vores lokalsamfund.

Vi skal hele tiden arbejde på rummeligheden, men også på at den indbyrdes respekt øges, så der er plads til forskelligheden af brugerne af SKI, og vi dermed får en optimal oplevelse af stedet for alle.

Der er stadig en udfordring af få økonomien til at hænge sammen, og om lidt gennemgås regnskabet, som viser at der skal arbejdes hårdt for at indtægterne følger med udgifterne.

Vi har derudover en gæld til SIF der skal tilbagebetales. Det ser ud til at vi i år kan få dette på plads.

Her vil jeg gerne takke Støtterne, som gennem flere år har samlet penge ind som hjælp til at betale dette lån tilbage. Borgerforeningen har også deltaget tidligere og i år er de klar igen til at give en hånd med, så også tak til dem.

Markedsføring er noget vi gerne vil gøre mere af sammen med de interessenter her i centeret, der vil være med.

Jeg vil gerne takke de andre bestyrelsesmedlemmer for det gode samarbejde vi har haft.

En tak også til det samlede personale, som med Bo Isaksen i spidsen har gjort et rigtigt godt stykke arbejde i det forløbne år.

Med fare for at genere nogen så vil jeg gerne takke Arne Møller Larsen lidt ekstra. Du og din familie gør en fantastisk indsats – tak for det.

Til sidst en tak til Jørgen Møller Pedersen for en god indsats i bestyrelsesarbejdet der nu stopper som suppleant.

3. Fremlæggelse af regnskabet
Bo fremlagde regnskabet. Resultatet viser et underskud på 105.850 kr.
Regnskabet enstemmigt godkendt.

4. Orientering om budgettet
Ingen kommentarer til budgettet.

5. Indkomne forslag
Ingen forslag

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Efter tur er følgende på valg:
Sus Jensen (modtager genvalg) Valgt
Gritt Boas (modtager ikke genvalg)
Kenneth Møller Larsen (modtager genvalg) Valgt
Tom Christiansen blev valgt.

7. Valg af suppleant. Gritt Boas blev valgt

Evt.
Kenneth opfordrede til, at frivillige hjælpere i cafeen melder sig.


Kontakt

  • Skårup Idrætsforening
  • Åbyvejen 43
  • 5881 Skårup

Kort og rutevejledning


Se video